Sisimiut

Som tiden dog flyver afsted... Jeg har nu snart boet og arbejdet i Sisimiut i en måned (faktisk en måned præcis imorgen). Jeg havde troet der ville blive mange lange ensomme aftener, hvor jeg kunne bruge tiden på at blogge, men det har ikke været tilfældet.
Jeg bruger det meste af tiden på at arbejde og vende mig til alt det nye, men her er også en masse socialt at deltage i, og har jeg haft en ledig dag/aften er den oftest blevet brugt på at hvile og sove ud... Derfor er der gået så lang tid siden sidst, men nu vil give et lille resumé i ord og billeder...

Jeg ankom med den lille bitte flyver til en lille bitte lufthavn, som vist nok bare er en enkelt landingsbane og et lille hus... Jeg kunne i hvert fald ikke se mere. Forvirret over den anderledes lufthavn spurgte jeg en personale-dame om, hvor man fik sin bagage, jeg kunne nemlig ikke se noget bagagebånd nogen steder og der var kun dette ene rum... Damen pegede på en dobbelt dør ud til og sagde, at bagagen ville komme ind ad de døre om lidt... Hmm ok, tænkte jeg undrende. Men ganske rigtigt, efter lidt tid åbnede to mænd dørene og begyndte at læsse bagage ind i rummet, hvor der stod den flok mennesker, der havde været med flyet... Jeg fik fat i min bagage og stod så lidt og tænkte over, hvordan jeg mon skulle finde den portør, der skulle hente mig, i følge mit rejsebrev. Men de, der var tre portøre, fandt heldigvis mig og 2 læger og 1 sygeplejerske, der alle skulle med til sygehuset. Vi blev fordelt i to biler (den ene en ambulance) og så kørte vi mod hospitalet... Det var voldsomt overvældende at køre igennem det femmede, men fantastiske grønlandske landskab. Portøren kørte alt for hurtigt til, jeg kunne nå at få det hele med. Og jeg skulle også lige holde en høflighedssamtale kørende med mine medpassagerer, hvilket var svært. Men jeg erfarerede, at jeg var den eneste, der var helt ny i det grønlandske...

Sisimiut regionssygehus hovedindgangen

Vi kørte op foran sygehuset, en flad, nærmest trelænget, gul bygning:

Sisimiut regionssygehus set fra hovedgaden

Vi blev vist ind på sygehuset i en flok, og der blev jeg først fejlagtigt antaget at være en del af operationspersonalet. Men da jeg fik udtrykt, at jeg var den nye jordemoder, blev jeg indfanget af regionssygeplejersken og af hende vist rundt. Ikke bare på gynækologisk/obstetrisk afdeling eller kvindeklinikken, som jeg tidligere har prøvet, nej på hele sygehuset. Fra kælder til kvist blev jeg vist rundt, alle stuer, alle depoter, helt ned til: "man tager altid fra venstre på depoterne, fordi det er de ældste varer der står der, således at varerne ikke bliver for gamle..." og " vi smider intet ud, alt kan måske bruges" og "man ved aldrig, hvornår vejret gør, at det ikke er muligt, at vi kan få nye forsyninger, så man skal aldrig bruge uhæmmet og vi har derfor det her ekstra depot...". Jeg blev præsenteret for en hel masse nye mennesker, langt de fleste med navne, jeg ikke kunne forestille mig nogenside at komme til at udtale rigtigt. Jeg bemærkede dog også, at mit navn blev udtalt på meget varierende måder... Sygehuset var ganske lille og lignede ikke noget, jeg før havde set, men det var stadig overvældende pga fremmedheden og min manglende evne til lige på stående fod at sortere i, hvad der var vigtigst at vide for mig. Det hele blev vist med lige stor vigtighed...

Jeg havde på det tidspunkt fløjet siden kl 9 dansk tid og var fremme ca kl 13 grønlandsk tid, hvilket er kl 17 dansk tid. Jeg var helt rundtosset af indtrykt og prøvede at huske alle de oplysninger, jeg lige fik.

Ganske kort mødte jeg den jordemoder, Marianne, der skulle være min kollega under mit eventyr her i Grønland. Der blev aftalt et møde med hende lidt senere på dagen.

Derefter fik jeg en nøgle og blev jeg kørt hjem til min lejlighed af 2 portøre, en køretur på knap et par minutter... Lejligheden ligger på sammen vej som sygehuset; "lige nede bagved sygehuset i de lyseblå blokke", plejer jeg at sige, når folk spørger, hvor jeg bor.