tirsdag den 26. februar 2013

Rejsen fortsætter

(Beklager de lidt lange ophold mellem indslag her på bloggen, men der er lidt at se til her i mit grønlandske eventyr...)

Nå men, jeg kom sikkert ned til jorden min første gang på Grønland i den by, jeg ikke kan udtale navnet på: Kangerlussuaq, på dansk Sønderstrømfjord.

Fra cafeen i den lille lufthavn havde jeg denne udsigt:
I følge min grønlandske rejsekammerart er skiltet en turistattraktion...

Er det ikke nogle fine røde flyvere med propeller, hvad Karl-Emil og Bastian? 
Jeg så dog ikke meget mere af Grønland i denne by, end det der ses på ovenstående billeder... Til gengæld kom jeg til at se en af de små røde flyvere indefra... Og ja bedøm selv...

Der var valgfrie pladser, forenden var fyldt med gods og vi fik under flyvningen et bolsje af stewardessen... Bemærk i øvrigt de foransiddende mennesker, som viste sig at være et Belgisk filmhold, jeg senere skulle stifte bekendtskab med...
Det var iskoldt i den lille flyver og rimelig skræmmende...
Flyveturen var dog kort, kun 25 min. Og nu nærmede jeg mig min kommende hjemby Sisimiut. Fra luften begyndte jeg at kunne ane, hvad jeg snart skulle møde:

Smuk, men barsk natur!
Hele byen bli'r til lejetøj, et mylder men uden støj. Som man tror, man kan nå at lege med...
Igen så smukt, men et lidt vildt sted at slå landingshjulene ud.

torsdag den 21. februar 2013

Afrejsedag

Så kom dagen... Den længe ventede, men også frygtede dag..
Min søde lillesøster havde overnattet hos mig min sidste nat i Danmark i lang tid, vi havde spist til aften hos kusine Maja med familie og leget/hygget med hendes unger. De sidste forberedelser blev gjort på den anden side af midnat. De sidste v'er blev sat på tjeklisterne, mens vi lå under dynerne... Natten blev kort...
De aller aller sidste forberedelser blev udført tidligt tidligt om morgenen, og søsteren og jeg blev afhentet af forældrene lidt senere, men dog stadig tidligt om morgenen.
I lufthavnen blev mine allerede store sommerfugle i maven til en form for kæmpe-sommerfugle, muligvis flyve-øgler fra dinosaurustiden... Efter lidt kaffe og frugt, jeg dårligt kunne lokke i mig selv pga den stærkt reducerede plads i min mave, blev det tid til at sige farvel. Det var svært at vende ryggen til familien og selv gå op ad trappen mod sikkerhedskontrollen, men samtidig spændende, mit Grønlandske eventyr ventede jo...

Inden jeg vidste af det, sad jeg i flyveren:
Det er svært at tage billede af sig selv og så i modlys...
Det var min første flyvetur alene... Meget belejligt sad jeg ved siden af en grønlandsk kvinde, der var tidligere stewardesse og siden havde uddannet sig til SSA med en speciale-overbygning i psykiatri. Altså kunne hun både forklare mig alt om flyvningen og håndtere mig, hvis jeg skulle gå i panik ;) Det gjorde jeg dog slet ikke, jeg havde en udmærket og hyggelig tur.

Jeg er på vej til dig, julemand... ;)
Smukt!

Sne eller skyer?

Kan du forklare mig spejlbilledet af flyveren i den runde "regnbue" Sune? -det hed noget avanceret på Grønlandsk i følge min sidemand...


Så nærmer vi os jorden...


Forberedelser

Tiden fløj afsted op til afrejsedagen, voldsomme mængder forberedelser blev udført, mange venner, veninder og familie blev set og hygget med, ting faldt efterhånden på plads.
Jeg takker mange gange for al hjælpen og støtten op til afrejsen! -jeg ved ikke om det var lykkedes uden...

På-gensyns-hygge


Med en efterhånden ret udmattet Nanna...


fredag den 8. februar 2013

Velkommen

Hej familie, venner, veninder, kollegaer og andre interesserede!

Så vil jeg, i anledningen af at jeg tager ud på mit livs eventyr i det Grønlanske, til at prøve kræfter med blogger-verdenen. En verden jeg er fuldstændig ukendt med, så jeg beder jer bære over med mig, mens jeg lære teknikken at kende...

Lige så ukendt, som jeg er med den tekniske blogger-verden, er jeg også med Grønland. Jeg har dog altid haft en såvel personlig som faglig lyst til at tage til den kæmpe, naturskønne, kolde ø mod nord, hvor kvinderne bare føder, og hvor den ringe tekniske tilgængelighed fordrer den normale og naturlige fødsel.

Jeg mangler nu kun de sidste forberedelse, der har været ulideligt mange, og begynder nu at have overskud til bare at glæde mig til (og også frygte på den gode måde) mit personlige og faglige eventyr!